Foreningen   Området   Din ejendom   Arkivet 

 

Foreningsmenu

Foreningens brev til Københavns amt med indsigelse mod forslag til plejeplan for Mølleådalen.

Fuglevad 28. august 2006

Københavns Amt
Natur og Miljøafdelingen
Stationsparken 27
2600 Glostrup

Indsigelse vedrørende ”Forslag til plejeplan for Mølleådalen fra Lyngby Sø til Øresund”.

Sorgenfrigårds Grundejerforening omfatter 320 husstande, hvoraf mange er beliggende langs Mølleåens østlige bred. Det er i forslaget benævnt delområde 2 og 3. Mange grundejere i delområde 3 er helt eller delvis omfattet af Mølleådalens fredning. Det er således forslagets afsnit om delområde 3, der har vore medlemmers primære interesse.

Det udsendte forslag indeholder mange gode intentioner, er godt disponeret, og vidner om stor indsigt i forholdene, som de er i dag. Forslaget har imidlertid - efter vor opfattelse – en ganske alvorlig mangel. Den tager udgangspunkt i dagens situation, og ikke i hvad Mølleådalen oprindelig var – for bare 20-30 år siden.

Mange medlemmer i Sorgenfrigårds Grundejerforening har boet en lang årrække i kvarteret, og de har i de sidste 20-30 år oplevet hvordan Mølleådalen fuldstændig har ændret karakter. Fra at være et åbent kulturlandskab med rørskove og enkelte spredte trægrupper er den nu over store strækninger blevet til tæt og mørk skov uden de tidligere landskabelige oplevelser.

Dette skyldes ellesumpens ”magtovertagelse” i dalens bund. Ellesumpen forstået som benæv-nelse for sammenhængende krat af rød-el, pil og birk.

Det er derfor med den største betænkelighed, at vi ser, at forslaget til plejeplan ligefrem går ind for en bevarelse af ellesumpen. Efter vor opfattelse burde den fjernes, som det fremmedelement den er.

Gennem 11-1200 år har der været vandmølledrift på Mølleåen, og på grund af den stærkt varierende vandstand var al trævækst i dalens bund umulig. Kun rørskoven kunne overleve, da den på grund af den såkaldte hængesæk, var i stand til at følge med op og ned med vandstanden. Vandmølledriften stoppede helt omkring 1950.

Elletræer fandtes næsten ikke i dalens bund for 50-60 år siden, og det var denne mangel på træer i dalbunden, som gav Mølleådalen sit særpræg og skabte de store landskabelige værdier. Siden har man stort se intet gjort for at pleje dalbunden.

Det var dette, at vi havde forventet at en plejeplan for området ville råde bod på.

Medlemmer af Sorgenfrigårds Grundejerforening er af nærliggende grunde hyppige brugere af området, og det er med stor ængstelse, at de år for år følger ellesumpens aggressive vækst.
Tidligere – for bare 15-20 år siden – kunne man stadig se ud over en udbredt rørskov, hvor åens smukke slyngninger tydeligt kunne anes. Nu ser man kun opvækst af ungskov foran østsidens skrænter og store sammenhængende høje kratbevoksninger i dalbunden uden mulighed for indkig i ådalens rørskove og Mølleåens slyngninger.
Særligt fra stierne i syd bag Fuglevad Vandmølle og flere steder langs engen foran Brede Allé bør der efter vor opfattelse sikres udsigt til rørskoven.

Ellesumpen er kun til glæde for et par musvåger og nogle få rådyr. Den stadig mere begrænsede rørskov giver efterhånden ikke plads til ynglende svømme- og vadefugle, som tidligere var her i stort antal. Ved at hæve og sænke vandstanden og skære rør hvert andet år, ville det formentlig være muligt at holde områderne fri for træagtig vækst – til glæde for mange dyr og mennesker.

Vi kunne vel nok leve med nogle spredte trægrupper, men den uhæmmede vækst bør stoppes og begrænses stærkt. Allerhelst så vi elletræerne og pilekrattet fjernet fra dalbunden.

Et andet – og meget mindre punkt – er den tiltagende anvendelse at stien øst for åen til kørende grupper på mountain-bikes. Da der køres meget stærkt – nærmest om kap - er det meget generende for gående på stien. Desuden kører mountainbike'rne også op og ned af skrænterne og ødelægger derved det fredede områdes vegetation og struktur.
Det er en helt unødvendig nedslidning.

Mange giver udtryk for, at de ikke mere vil gå aften- eller morgentur langs ”grisen”, fordi de meget tit udsættes for det chok, det er at blive overrasket bagfra af en flok spurtende bikere, der opfatter de gående som en pestilens.

Cykling er allerede forbudt på stien, men det overholdes ikke. Tidligere var der bomme, så man ikke kunne være i tvivl om, at cykling ikke var tilladt, men disse bomme blev for år tilbage nedtaget uvist af hvilken grund.

Disse bomme så vi meget gerne genopsat og skiltningen genopfrisket.

Det er vort ønske og håb at vore synspunkter og ændringsforslag vil blive taget med i den endelige plejeplan.

Med venlig hilsen

Johannes Vedtofte
Bestyrelsesformand

Sorgenfrigårds Grundejerforening
Caroline Amalie Vej 59
2800 Kgs. Lyngby.

c.c. Lyngby – Taarbæk Kommune

Fra området

Kontingent for 2007 og 2008 er fastsat til 200 kr.