Foreningen   Området   Din ejendom   Arkivet 

 

Foreningsmenu

Fra området

Husk at møde op til generalforsamlingen.

 

 

 

NYTÅRSBREV 2010

Bestyrelsen ønsker alle et GODT NYTÅR!

Bestyrelsen sender sin nytårshilsen med informationer, og en særlig velkomst til nye beboere, som alle gerne skulle være eller komme med i fællesskabet omkring grundejerforeningens arbejde og arrangementer.

Endnu et år er gået – og vi må alle konstatere, at det har været et år i krisens tegn. Finanskrisen har raset, og byggeriet er nærmest gået i stå, arbejdsløsheden er steget.

Lige nu ligger sneen vidt omkring i landet og heldigvis også hvidt uden for vore døre, så familierne kan få herlige oplevelser udendørs. Solen er på vej med lysere tider, så lad derfor optimismen tage over. Her er et par arrangementer at se frem til:

Fastelavn – tøndeslagning

Den traditionsrige tøndeslagning vil i 2010 finde sted

søndag den 14. februar – kl. 13:00 på plænen mellem Fuglevad station og Lykkens Gave.

Generalforsamling

Den ordinære generalforsamling 2010 finder sted

torsdag den 11. marts 2010 på Lindegården i Bondebyen, Høstvej 8.

Evt. forslag til behandling på generalforsamlingen skal afleveres til formanden inden 1. februar.

I Sorgenfrigaards Grundejerforening har vi haft travlt i det forløbne år. Vi har bl.a. haft en række byggesager til behandling, sag om fældning af 3 store særdeles markante lindetræer og påvirke beslutning om pleje af Mølleådalen. Den uafklarede situation om Stadionbyggeplanerne har præget indsatsen gennem hele året. Vi har haft ankesag om grundejerforeningens forvaltning af servitutterne. Vi arrangerede traditionelt vælgermøde på Lindegården op til kommunalvalget. Den ny kommuneplan lægger op til ændringer i vort områdes planer og muligheder for byggeri.

Opfordring fra Bestyrelsen.

Bestyrelsen modtager ofte stor påskønnelse for dens arbejde, fordi vi tager os af de sager, der har hele foreningens opmærksomhed, og som ligger i grundejerforeningens formål.

Bestyrelsesarbejdet sker på frivillig basis og den prioritering der følger heraf, har givet længere tid på besvarelser end ønskeligt i dagens travle tid. Du og I kan gøre jeres til, at sager er forberedte som vist på foreningens hjemmeside www.sorgenfrigaard.dk

Du er også meget velkommen til at stille op til bestyrelsesvalgene på generalforsamlingen.

Dine forudsætninger bør være lyst og engagement; og også meget gerne tid til at sætte dit præg på udviklingen, ved at tage del i arbejdet med oplæg og input.

Du får til gengæld indsigt i et mangesidigt og interessant lokalområdes opgaver.

Der ydes et tilskud til IT og kommunikationsudgifter. Henvendelse til formanden.

Vedlagt dette Nytårsbrev er indbetalingskort til medlemskontingent for 2010.

Retssagen

Den 24. november 2009 afsagde landsretten dom i servitutsagen, hvor grundejeren havde anket byrettens dom. Grundejeren er nu dømt til at rive den ulovligt opførte mur ned, samt betale et beløb i sagsomkostninger.

Det er vigtigt at slå fast, at foreningen rejste sagen, fordi bestyrelsen og foreningens advokat fandt, at servitutterne var overtrådte, og foreningen kunne være anklaget for ikke at forvalte servitutternes påtalepligt. Grundejeren ville ikke i dialog med bestyrelsen, hvorfor sagen måtte igangsættes.

Byggesager

Mange byggesager, heraf enkelte komplicerede nybyggerier har krævet en del arbejde. Det har medført møder og besigtigelse på stedet, forespørgsel hos eksperter etc. Da gebyrerne ikke har været justeret de seneste 15 år ser bestyrelsen anledning til en forhøjelse og differentiering af gebyrerne for byggesagsbehandling pr. 1. januar 2010.

Mindre byggesager: garage, carport, udhus etc.

For medlemmer af grundejerforeningen kr. 400,00

For ikke medlemmer kr. 800,00

Større sager: nye tagetager eller inddragelse af disse i boligarealet,

etablering af tagvinduer eller kviste samt tilbygninger etc.

For medlemmer kr. 700,00

Ikke-medlemmer kr. 1.400,00

Udstykninger og nybyggeri:

For medlemmer kr. 1.000,00

Ikke-medlemmer kr. 2.000,00

Stadion

Der har i årets løb været gjort og skrevet utrolig meget om stadion, og debatten i Det Grønne Område har været intens. Bestyrelsen har hele tiden fulgt sagen nøje.

Vores største bekymring i sagen er trafikken, som med de hidtidige planer for et superligastadion med 25.000 m 2 erhverv lige i vores baghave vil blive voldsomt forøget.

For særligt interesserede henvises der til hjemmesiden med bl.a. trafikanalyse, forslag mv. www.lyngbyidraetsby.dk politiske beslutninger.

Nu har vi fået ny borgmester og ny kommunalbestyrelse, og lige p.t. er der ingen der ved, hvilke planer, der arbejdes videre med eller vil blive fremlagt.

Bestyrelsen følger forløbet meget tæt og er i dialog med sagens parter, herunder Lyngby-Taarbæk Kommunes Kultur og Fritidsudvalg og Lyngby Boldklub.

Foreningens medlemmer vil blive holdt løbende orienteret.

På gensyn

Bestyrelsen