Områdemenu
Området
Sorgenfrigårds villakvarter anses af mange for at være blandt de smukkeste beboelsesområder i landet med hensyn til boligmæssige og landskabelige værdier. Det er værdier, vi skal værne om. Og det er i dette perspektiv,
grundejerforeningens arbejde skal ses.
Samtidig er området særdeles centralt placeret i Kongens Lyngby med gode indløbsmuligheder, trafikforbindelser og i kort afstand til København.
Fra 1900 har Sorgenfrigårds villakvarter været pålagt tilstandsservitutter, hvor de tidligere ejere og sidenhen grundejerforeningen har udøvet påtaleretten.
Servitutterne skulle sikre, at området kunne udvikle sig som villakvarter af høj kvalitet.
Og at dette skete efter faste regler og retningslinier, lagt af beboerne i tidens løb. Dette har ført til, at området l dag fremtræder som et enestående bylandskab, hvor det bedste af tidens skiftende arkitektur og haveanlæg er indarbejdet i mølleådalens natur.
De rekreative værdier er ikke kun til
glæde for beboerne, men også for de mange fodgængere, motionister, cyklister og kanoroere, der færdes l området.
Grundejerforeningen finder det vigtigt at bevare områdets særlige karakter med store grunde med levende hække, store løvfældende træer og med en bebyggelse i "villastil".
Områdets grønne profil
Mølleåen og Mølleådalen udgør en ganske særlig attraktion i Sorgenfrigaards Villakvarter. Fra en del af haverne i kvarteret er der udsigt direkte til naturområdet. Mange beboere benytter endvidere områdets naturskønne stier til gåture og motion.
Det er grundejerforeningens politik at fastholde området som grønt, attraktivt område ved Mølleåen. Foreningen tager derfor løbende del i debatten om Mølleådalens fredning og plejeplanernes vedtagelse. Og vi er modstandere af evt. inddragelse af større grønne områder i nærmiljøet til bebyggelse, da vi mener at områdets unikke grønne præg bør bevares.
I 90'erne blev der taget initiativ til fredning af Mølleådalen fra Lyngby Sø og ud til Øresund. Grundejerforeningen deltog i forhandlingerne og var med til at sikre naturområdets beskyttelse.
Kommunerne langs åen er forpligtede til at vedligeholde de fredede arealer. Sorgenfrigaards Grundejerforening går i dialog med forvaltningen, hvis der foreslås ændringer i administrations-praksis.
Bevaringsværdige træer
Ved køb af ejendom og overtagelse af en gammel - og måske forsømt have, kan det være fristende at gå i gang med at rydde buskads og fælde næsten alle store, markante og karakterfulde træer.
Overvej i stedet, om beplantning og især træerne kan indgå i jeres haveplaner efter fornøden beskæring eller opstamning. Udnyt f.eks. havens positive sider med lege- /opholdsmuligheder i kombination med de gamle partier af haven.
I marts 2004 vedtog generalforsamlingen et projekt til registrering af vore store bevaringsværdige træer, der er med til at gøre området smukt og unikt. Projektet blev finansieret af Tømmerhandler Johannes Fogs Fond. Formålet var at få overblik over, hvor mange og hvilke store træer, der pryder vores område og på den baggrund gøre en indsats for at værne om træerne.
Der blev i august 2005 udsendt en pjece til alle grundejere om registreringens resultat. Pjecen og den detaljerede registrering kan ses på hjemmesiden.
Træregistreringen vil løbende blive ajourført af grundejerforeningens ”Grønne gruppe”.
Naturligvis er træfældninger ind imellem nødvendige – men vi opfordrer til genplantninger og anbefaler i den forbindelse valg af sunde, egnede træsorter.
Grundejerforeningen stiller gratis konsulentbistand til rådighed vedrørende de store træer og yder desuden tilskud til genplantning inden for budgettets rammer.
Hvis du ikke umiddelbart kan finde det du søger, så prøv søgefunktionen øverst til højre.

